Printet fra: http://raunstrup.com/om+raunstrup/referencer/raunstrup/boligbyggeri/ry+andelsboligforening
Gyvelparken, Ry
Raunstrup har vundet totalentreprisekonkurrencen på at energirenovere Gyvelparken for Ry Andelsboligforening.
Da byggepriserne i øjeblikket er på det laveste niveau i omkring 15 år, kan bygherren glæde sig over, at der i budgettet for renoveringen er blevet plads til flere energivenlige tiltag end forventet.
Solfangere, solceller, 3-lags lavenergiruder og varmegenvinding er nogle af de energiforbedringer, der bl.a. betyder, at boligforeningen kan reducere det samlede energiforbrug til el, vand, varme m.m. til en tredjedel.
Den eksisterende klimaskærm bestående af facader, tage og gulve efterisoleres, så boligerne får et optimeret lavt energiforbrug, og facaderne beklædes med vedligeholdelsesvenlig lys tegl.
Miljørenoveringen giver også forbedret indeklima for beboerne.
Øget tilgængelig for beboerne
Der etableres elevatoradgange i to af otte opgange og nogle af lejlighederne sammenlægges for at give mulighed for større lejemål. Herved reduceres antallet af lejligheder til 89.
Køkkener og bad skiftes ud ligesom vand- og afløbsinstallationerne opgraderes. I lejligheder med indeliggende altaner bliver disse opgraderet med nye gulve, vinduer og døre.
Der bliver etableret nye terrassehaver mod syd, og mod nord bliver fællesarealerne renoveret og opgraderet.
Projekteringen af renoveringen gik i gang straks efter underskrift af kontrakten, og efter sommerferien går selve renoveringen for alvor i gang. Beboerne kan i boligforeningens månedlige RenoveringsNyt følge med i, hvornår håndværkerne kan ventes på besøg i de enkelte lejligheder.
Faktaboks:
Renoveringen af Gyvelparken vil blandt andet betyde:
- At det samlede energiforbrug til el, vand og varme bliver reduceret til en tredjedel
- At det samlede vandforbrug vil falde med ca. to millioner liter om året
- At det lavere strømforbrug hvert år skåner klimaet for ca. 28,4 ton CO2
- At hver lejlighed i alt kan spare flere tusinde kroner om året på el, vand og varme
- At lejlighederne rykker til kategorien lavenergiklasse I og dermed bruger højst 50 % af den energi, reglerne kræver af helt nybyggede boliger
Bygherre: Ry Andelsboligforening
Totalentreprenør: Raunstrup A/S
Fagentreprenør på tømrerarbejde: Raunstrup Tømrer Århus A/S
Byggesum: 38,8 mio. (ekskl. moms)
Aflevering: December 2011





