Printet fra: http://raunstrup.com/om+raunstrup/referencer/raunstrup/undervisning/aalykkeskolen

Aalykkeskolen

Raunstrup stod i spidsen for etablering af Aalykkeskolens nye indskolingsafsnit og ombygning af eksisterende bygning. Udfordringen var at skabe et harmonisk udtryk mellem den nye tilbygning og de eksisterende bygninger, der stammer helt tilbage fra år 1900.

Markant og moderne arkitektur
Indskolingsafsnittet på Aalykkeskolen i Kolding består af en tilbygning på 1200 m2 i 2 etager og af en ombygning af 550 m2 i eksisterende bygninger. Indskolingsafsnittet indeholder faciliteter for børnehaveklasser, 1., 2. og 3. klasser samt SFO.

Aalykkeskolens nye indskolingsafsnit har en markant og moderne arkitektur, som tager hensyn til de øvrige bygninger fra omkring 1900 og 1930. Tilbygningen er opført i betonelementer, som er skalmuret med røde teglsten og med et elevatortårn beklædt med naturskifer. 

Spændende detaljer i byggeriet
Det centralt placerede panopticon med et stort ovenlys giver dagen igennem lysindfald over amfitrapperne og det centrale gangareal. Herudover bidrager solafskærmning og udvendige altaner til det markante arkitektoniske udtryk. Der er desuden opført et udekøkken til undervisningsbrug, ligesom der er etableret pejs ude og inde.

Det færdige byggeri blev afleveret i oktober 2004 i forbindelse med skolens 100 års jubilæum.

Bygherre: Kolding Kommune
Totalentreprenør: Raunstrup A/S
Arkitekt: Gjørtz, Pank & Partnere A/S
Ingeniør: Birch & Krogboe A/S
Bygherrerådgiver: Carl Bro as
Byggesum: 17,1 mio. kr. ekskl. moms