Printet fra: http://raunstrup.com/referencer/raunstrup/erhvervsbyggeri/dafa

Dafa A/S, Brabrand

Efter en omfattende ombygning og udvidelse er Dafa blevet en moderne og sammenhængende produktionsvirksomhed.

Raunstrup blev udpeget som vinder af totalentreprisekonkurrencen med det økonomisk mest fordelagtige tilbud på 7000 etagemeter ombygning og udvidelse af Dafa A/S, Brabrand ved Århus, der producerer og forhandler tætnings- og isoleringsmaterialer til byggeriet og industrien.

Et komplekst byggeri
Når man kombinerer nyt og gammelt med beton, stål, glas og lette facader, får man et spændende hus – og et komplekst byggeri. For at sikre, at byggeriet blev så optimalt som muligt, foregik tilbudsfasen i partnering mellem arkitekt, ingeniør, underentreprenører og Raunstrup.

Vinderforslaget bestod af en ombygning af den eksisterende produktionshal, opførelse af en ny produktionshal, nedrivning af den eksisterende administrationsbygning og opførelse af en ny administration i to etager.

Svævende byggeri
Dafa er blevet hævet op på en piedestal, så det ser ud til, at byggeriet svæver over jorden. Langs den 110 m lange facade er der ramper og trapper op til den fremtrædende hovedindgang med en markant alubøjle.

På de lette facader af grå elementer er der monteret 8 mm glas med mat silketryk, der giver et eksklusivt udtryk og binder de nye og gamle bygninger sammen.

3 etaper
1. etape bestod i at opføre den nye produktionshal, der blev sammenbundet med det ombyggede produktionsanlæg med en høj nordøst/sydvest orienteret bygningsryg. Denne midterakse fungerer som fælles hovedstrøg for trafikken igennem fabrikken.

I 2. etape blev første del af den nye administrationsbygning i to etager opført, hvorefter den eksisterende administrationsbygning blev revet ned. Derefter var det muligt at opføre 3. etape; anden halvdel af administrationsbygningen.

Trimmet byggeri
Der var lodret opstart med igangsætning på byggepladsen i juli 2006, og sidste etape blev afleveret i februar 2008. Under hele byggeprojektet blev der anvendt trimmet byggeri.

Bygherre: Dafa A/S
Totalentreprenør: Raunstrup A/S
Fagentreprenør på tømrerentreprisen: Raunstrup Tømrer A/S, Århus
Arkitekt: Prisme Arkitekter A/S
Ingeniør: Birch & Krogboe A/S
Bygherrerådgiver: Grontmij|Carl Bro A/S
Byggesum: 64,5 mio. kr. (ekskl. moms)
Aflevering: Februar 2008