Printet fra: http://raunstrup.com/referencer/raunstrup/fritid+og+kultur/lyngbygaard+golf+center+brabrand
Lyngbygaard Golf Center, Brabrand
Raunstrup vandt licitationen på opførelse af Lyngbygaard Golf Centers klubhus i sommeren 2008, men grundet den finansielle situation blev projektet udsat. I det nye år blev projektet genoptaget, og der blev gennemført en proces med prissætning af et reduceret projekt med åbne kalkulationer efter en partneringlignende model, ud fra et styrende budget på 19 mio. kr.
Arkitema har tegnet klubhuset, som er golfanlæggets omdrejningspunkt og hjerte. Bygningen optager det naturlige terrænspring i en base af kampesten, der sammen med de to eksisterende kampestensbygninger danner en treenighed omkring den centralt placerede lund.
Spændende arkitektur
Selve klubhuset er en længebygning, og dens horisontalitet markeres i facadens beklædning med vandrette lameller og store vinduespartier, der giver frit udsyn over golfbanen.
Den markante skorsten, der bryder den lange bygningskrop, giver mulighed for en åben, stemningsskabende gaspejs - et naturligt centrum for klubhusets mange sociale aktiviteter.
Klubhus med mange funktioner
Klubhuset er på godt 1300 m2 fordelt på 2 plan. I stueplan skal der bl.a. indrettes restaurant, bar/café, lounge, køkkenfaciliteter, sekretariat og møderum. I kælderen bliver der omklædningsfaciliteter, bag rum, teknikrum m.m.
Med i hovedentreprisen er også ombygning af en lade på 600 m2.
Lyngbygaard Golf Center åbnede officielt 2. maj 2009, og 1. maj 2010 indvies klubhuset samtidig med de resterende 9 af 27 huller.
Bygherre: Lyngbygaard Golf Center
Hovedentreprenør: Raunstrup A/S
Fagentreprenør på tømrerarbejde: Raunstrup Tømrer A/S
Arkitekt: Arkitema A/S
Ingeniør: Grontmij | Carl Bro
Byggesum: 19,2 mio.
Aflevering: April 2010





